EKSTRAKONCERT

 

En kærlighedserklæring til engelsk barokmusik.

Denne augustaften byder Kirsebergskvartetten og mezzosopranen Ulla Munch på et program, som er en hyldest til den engelske barokmusik. Koncerten byder på vokalværker og triosonater af bl. a. Purcell, Arne, Boyce, Pepusch og Händel.

Storbritannien har flere gange i historien oplevet store politiske og sociale omvæltninger. Den aktuelle beslutning om at forlade den Europæiske Union har medført en lidenskabelig debat om landets politiske og økonomiske fremtid. Også 1600- og 1700-tallets England var præget af store forandringer. Efter halshugningen af Charles I. udråbte Oliver Cromwell republikken og opbyggede et rige styret med puritansk strenghed. Mange teatre blev lukket og folk måtte i stedet glæde sig over musik af mere intim karakter. Efter Cromwell’s død blev kongedømmet genindført i 1660. Charles II., der under sit eksil var bosat i Frankrig, havde en stor interesse for både fransk og italiensk musik, hvilket snart kom til udtryk hos de engelske komponister, herunder Henry Purcell.

I løbet af 1700-tallet udviklede London sig til en metropol, der tiltrak musikere og komponister fra hele Europa, den kendteste af disse er utvivlsomt Georg Friedrich Händel. Musiklivet blomstrede ikke bare ved hoffet, men helt nye sociale lag fik adgang til musik, ikke mindst gennem den italienske operas indtog i London.

England frembragte også selv komponister af højt format, som f. eks. Thomas Augustine Arne. Han er i dag mest kendt for sangen “Rule, Britannia”, som kan høres ved den årlige “Last Night of the Proms”.

 

Kirsebergskvartetten består af:
Jens Solgaard, violin
Maria Solgaard Holm, violin
Kjeld Lybecker Steffensen, cello
Leif Meyer, cembalo

Denne aften medvirker også mezzosopran, Ulla Munch.

Musikerne spiller på originalinstrumenter.

 

Koncerten foregår i Selsøs smukke baroksal fra 1734.

I pausen kan forfriskninger nydes på gårdspladsen eller i kælderkøkkenet.

Billetter kan købes på billetto.dk.

Praktisk info

Billetter købes på billetto.dk.

Dato
6. august, 2020
Tidspunkt
19:30 - 21:30
Billetpris
150 kr.