Velkommen til sæsonen 2020

Sæsonen 2020 indledes traditionen tro med Lysfesten d. 4. maj, hvor man kan komme med til 1700-tallet, når vi denne aften byder indenfor under temaer ”Det intime 1700-tal”. Sommeren byder selvfølgelig på dejlige koncerter – denne sæson med Trinitatis Barokensemble, Trio Vitruvi, Ensemble Barocca, en Bellmantrio, og en Operaaften med de skønne operasangere, som tidligere har gæstet museets smukke sal. Folkeuniversitetet i Frederikssund byder også denne sæson på to spændende foredrag på Selsø. Den Store Kagedag afholdes midt i juli, og her kan man deltage i kagekonkurrencen og vinde flotte præmier. I den sidste weekend i juli kan man komme til Soldaterdage på museet. Det historiske arrangement byder på en soldaterlejr på plænen ved Selsø, hvor man kan møde historiske soldater fra starten af 1800-tallet. Efterårsferien på Selsø præges af temaet ”Der er forskel på folk”, hvor man kan opleve og lære mere om, hvordan samfundet i Danmark tidligere var opdelt i stande og de nye tanker, som begynder i løbet af 1700-tallet. Til museets stemningsfulde og uhyggelige Allehelgensaften d. 31. oktober kan man opleve det gamle hus blive levende, når spøgelser og andre af mørkets væsner fylder rum, sale og landskabet.

Endelig byder museet på offentlige omvisninger den 1. og 3. søndag i juni, juli og august, og i løbet af sæsonen vil der være tre sydage og tre køkkendage på museet.

Billetter til Lysfesten, koncerter og Allehelgensaften kan købes på billetto.dk. Der er begrænset antal billetter til alle disse arrangementer, så hvis man vil sikre sig en billet, anbefales det at købe i forsalg. 

Vi glæder os til at se jer til endnu en dejlig sæson på Selsø!