Den store kagedag
Søndag den 17. juli inviterer Herregårdsmuseet Selsø Slot alle kagebagere til at deltage i Den Store Kagedag. Bag den lækreste, den flotteste eller den bedste historiske kage og vær med i konkurrencen om lækre præmier.
Kager har i tidens løb naturligt haft stor betydning på Selsø. I 1700-tallet lavede man hele kinesiske landskaber i sukker som udsmykning og de franske makroner fandt vej til bordene. Kager blev tilsmagt med rosenvand, cognac og eksotiske krydderier.
Du kan frit vælge, om du vil lægge vægt på den gode smag eller på den kreative udsmykning af din kage. Bager du en historisk kage, behøver den ikke være fra en 1700-tals opskrift. Det kan være en opskrift fra din bedstemor, som du gerne vil ære ved denne lejlighed; du skal bare fortælle os, hvad der gør din kage historisk.
Kager indleveres inden kl. 14 og vinderne kåres, når dommerpanelet har spist sig gennem kagerne. Herefter må alle spise så meget de kan – men børn får lov at tage først!