Efterårsferien på Selsø
I efterårsferien på Selsø er der i år fokus på historisk mad, når man kan opleve reenactorgruppen Freie Rostocker Fähnlein og museets køkkengruppe lave mad i køkkenet.
I den første weekend står Freie Rostocker Fähnlein for livet i køkkenet, når de laver mad fra renæssancen. Gruppen beskæftiger sig med at vise, hvordan tyske landsknægte og folk i en landsknægtslejr levede i årene 1515-1550. Det gør de ved at vise klædedragter, våben og madkultur.
I denne weekend laver gruppen kun mad og viser altså ikke våben frem. De vil tilnærmelsesvis kunne vise, hvordan køkkenet så ud i husets tidlige dage, idet hovedbygningen på Selsø blev bygget 1571-1576. Idag er det primært murene fra denne bygning, som står tilbage, og kælderkøkkenet ses hvælvingerne fra renæssancen, som altså er nogle af de ældste dele af huset.
Resten af ferien kan man på udvalgte dage møde Selsøs køkkengruppe i kælderkøkkenet. Derudover byder museet på en findeleg, hvor man skal løse mysteriet om den forsvundne opskrift og på en offentlig omvisning begge søndage i ferien.
Omvisningerne er kl. 14 begge søndage og man betaler kun almindelig entré, hvorefter omvisningen er gratis.
Almindelig entré.
Praktisk info
Entrépriser:
Voksne: 60 kr.
Børn (6-18 år): 25 kr.
Åbent alle dage undtagen mandag