Jagten på Den Kloge Kone
Denne fredag i maj byder vi i samarbejde med Kildeholm Orienteringsklub på et historisk orienteringsløb for hele familien på Selsø og i området omkring museet. Jagten på Den Kloge Kone fører jer på en jagt gennem i historien i en tid, hvor videnskaben og moderne lægekundskab er ved at overtage for den tro og overtro, der hersker blandt hovedparten af den almindelige befolkning i Danmark – men mon ikke det er godt at tro på begge dele og i hvert fald at holde fast i folketroen lidt endnu?
Året er 1829 og situationen på Selsø er kritisk:
Fruen på Selsø, Agathe von Plessen, ligger i sengen med feber. Hun er en ældre dame, og mange tvivler på, at hun holder meget længere. Kusken skal sendes til apoteket i Frederikssund for at købe medicin, der kan lindre, men tjenestefolkene vil også prøve andre metoder. De vil derfor finde den kloge kone, som ved alt om lægeplanter og har gode råd for det meste. Men hvor er hun? Og kan hun hjælpe fruen, før det er for sent?
Kom ud på Selsø og prøv at finde svarene – nogle steder møder I også folkene, som I kan spørge om hjælp.
Man behøver ikke løbe, men kan sagtens gå ruten. Vi anbefaler dog, at man har praktisk tøj og fodtøj på, da der kan være vådt i området.
BEMÆRK: sidste afgang fra start er kl. 19.
Billetter købes på billetto.dk.
Praktisk info
Entré: 70 kr. for voksne og 35 kr. for børn ved indgangen
65 kr. (inkl. gebyr) for voksne og 30 kr. (inkl. gebyr) på Billetto.dk
Parkering ved Selsø Kirke, Selsøvej 28