Lone Hvass om Jagten på kloge koner og den sorte magi
Sæsonens første foredrag på Selsø i samarbejde med Folkeuniversitetet i Frederikssund er med forfatter og tidligere museumsinspektør ved Helsingør Kommunens Museer, Lone Hvass. Lone Hvass er mag.art. i forhistorisk arkæologi og har skrevet meget om historien i området omkring Helsingør. Dagens foredrag omhandler også begivenheder fra Helsingørs fortid under overskriften ”Jagten på kloge koner og den sorte magi”.
Om eftermiddagens foredrag skriver Folkeuniversitetet følgende i sit katalog:
Christian 4. udstedte i 1617 – 100-året for Luthers brud med den katolske kirke – en trolddomsforordning. Forordningen satte gang i trolddomsforfølgelserne og lovstramningen gjorde det lettere at udpege lokale syndebukke, hvorefter behovet for syndebukke steg kraftigt de følgende årtier. I Helsingør blev 8 kvinder anklaget og dømt for trolddom i 1625-1626. Vores kilder til de 8 trolddomsprocesser stammer fra bytingets og rådstuens protokoller samt kæmnerens justitsprotokol.
Alle skyldige kendelser i bytinget i sager om trolddom, som medførte dødsdom, skulle appelleres til landstinget. Alle de anklagede kom for landsretten i Ringsted, hvor Jacob Ulfeldt var landsdommer og alle 8 kvinder blev fundet skyldige og dømt til døden på bålet.
Vi glæder os til at byde Folkeuniversitetet, Lone Hvass og jer velkommen til en spændende eftermiddag på Selsø!
Billetter købes på Folkeuniversitetet i Frederikssund her eller i døren.
Praktisk info
Billetter købes gennem Folkeuniversitetet i Frederikssund.
Forfriskninger kan købes i pausen - museet tager kontanter og MobilePay.