podcast til selsø

Ny podcast inviterer dig ind i Selsøs historie

Lyt og oplev: 2 nye podcasts med fantastiske fortællinger til børn om Jægerspris Slot og Selsø Slot markerer sæsonåbning

Som optakt til åbningen af en ny sæson på Jægerspris Slot og Selsø Slot udgives to nye podcasts til børn. På Store bededag den 5. maj åbner de to slotte, men du kan allerede nu med podcasten i ørerne høre og nærmest mærke de spændende historier, som foregår bag slottenes mure.
Den ene udspiller sig på Jægerspris Slot og er fortællingen om den festglade kong Frederik 7. Det er også historien om, at kongen havde et hult træ, der var så stort, at han, grevinde Danner og deres heste kunne stå inde i det. Og så bliver du klogere på, om han overhovedet havde lyst til at være konge?
Den anden nye podcast handler om rigsadmiral Mogens Ulfeldt og foregår på Selsø Slot. Ulfeldt var nemlig gode venner med kong Christian 4. og havde et rum på slottet, hvor han kunne spærre folk inde! Her kommer du med på en spændende fortælling, som starter i slotsgårdens fangekælder.

De Fantastiske Fortællinger om Fjordlandet handler om nogle af områdets største attraktioner fortalt til børn. Der er i alt lavet fem podcasts, som er produceret særligt for børnefamilier med børn i alderen +8 år. Børn og forældre kan høre dem, inden de besøger attraktionerne.

Find podcasten om Selsø via linket her.