Øko-kager og lokal øl på Selsøs café

I portbygningen finder du ikke bare vores billetsalg, men også en hyggelig lille museumsbutik, hvor du kan købe et minde fra dit besøg eller en fin værtindegave. Det er også her du bestiller lækre sager fra caféen.

På menuen er der Hansens Is, øko-hjemmebag fra Sct. Hans Have, øl fra Sønderby Bryghus, Frellsens flødeboller, æblemost og kildevand, kaffe og te. Der er mulighed for at sidde på gårdspladsen og er det vådt og gråt er der plads i det autentiske kælderkøkken.
Du er velkommen til at nyde din medbragte mad ved borde-bænkesættet på gårdspladsen.

Sct. Hans Have
I den sydlige ende af Roskilde Fjord ligger Sct. Hans Have. En hyggelig café med serveringer baseret på lokal økologi og årstidens råvarer. Haven ligger i området, som for mange nok mest leder tankerne hen på psykiatrien, og det er også en del af caféen og havens DNA, som udover det lokalt dyrkede også bejler til fordybelse, rekreation og fællesskab.

Is og øl
På Selsø vil vi gerne fremhæve de lokale kvalitetsprodukter og derfor er det dejligt at kunne sælge både Hansen Is og øl fra Sønderby Bryghus. To dejlige forfriskninger i det lune sommervejr.
Både kage, is og øl kan købes i caféen igennem hele sæsonen.

Caféen følger museets åbningstider (tirsdag – søndag 11-16 fra 5. maj – 10. september), og kan besøges uden at indløse entrébillet til museet.