4. maj blev Selsø efter traditionen åbnet for sæsonen med lysfest. I alle slottets vinduer og lysekroner strålede de levende lys, og salen genlød af Mozart og anden fortryllende musik, spillet af Trio Amerise i fuld rokoko.
I salene mødte publikum personer fra Marie Antoinettes tid, der fortalte om maskeballer og vifternes kærlighedssprog, spiste sukkergodt og drak vin og spillede kort i salonerne. Og da mørket var faldet på og gæsterne forlod slottet kunne de nyde synet af lysene i majnatten.