Efterårsferie på Selsø fra d. 16-24. oktober, hver dag kl. 11-16

Efterårsferien nærmer sig og på og omkring Selsø Slot er planlægningen i fuld gang, så vi kan slå dørene op for en masse gode oplevelser for hele familien.
I kan gå på opdagelse i slottets mange rum med Findelegen. Undervejs kan I få den fantastiske landskabsudsigt helt tæt på gennem en kikkert, eller I kan tage en pause foran den hvide dames værelse og dykke ned i nogle spøgelseshistorier, som Skibby Bibliotek har fundet frem til lejligheden. I kælderen vil der alle dage – bortset fra onsdag – være selvbetjent kreaværksted i slotskøkkenet i kælderen.

Vil I mere under huden på slottets historie kan I booke jer ind på en omvisning i børnehøjde (+6 år) med fortællinger om overtro og spøgelser.

Onsdag i jagt og smagsløgenes tegn
Har du lyst til at prøve kræfter med udelivet kan du tilmelde dig onsdagens program, hvor du kan skyde med bue og pil og prøve at partere en fasan, som dernæst skal grilles over bålet og spises. Du kan enten supplere oplevelsen med en madpakke – eller toppe dagen med en autentisk langbordsfrokost i slotskøkkenet, kan du tilmelde dig Vildt langbordsfrokost – både for børn og voksne.

Fuglelivet ved Selsø
Fredag den 22. oktober har du mulighed for at opleve en af Sjællands mest spændende fuglelokaliteter fra Naturekspressen. Med afgang fra Selsø Kirke, tager Naturekspressen gæsterne med på fuglekig tur omkring Selsø. Turen er guidet af lokalkendte Niels Nielsen og er for alle fugleinteresserede – børn er også meget velkomne.

Cafeen er åben og der kan I købe noget at drikke, is og kage. Så der er alle mulige gode grunde til at planlægge en tur til Selsø i efterårsferien!

Og så er det værd at huske på, at Selsø Slot ligger i et helt fantastisk naturområde. Nationalpark Skjoldungernes Land har etableret en port med en grejbank – det vil sige et mødested med bordebænkesæt, bålplads, diverse grej, informationsmaterialer og opgaver for børn.

Selsø Slot har åbent alle dage fra 11-16 fra lørdag den 16. oktober – søndag den 24. oktober.

Læs mere om arrangementerne, tilmelding mm. under Det Sker

Aktiviteterne i efterårsferien er arrangeret i et samarbejde mellem Selsø Slot, Nationalpark Skjoldungernes Land, Skibby Aktive, Visit Fjordlandet og Grundsmag.