Torsdag aften d. 4. maj åbnedes Selsø til sæsonen 2017 med den traditionelle og stemningsfulde Lysfest. I år var Lysfesten et venetiansk inspireret maskebal, og flere damer og herrer i smukke dragter bevægede sig rundt i stuerne sammen med de gæster, som fejrede museets åbning.
Denne aften fik den imponerende røde kjole, som blev lavet til museet sidste sommer af Bjarne Drews, også sin debut, idet Selsøs nye museumsleder, Elisabeth Holm Nielsen, bar den. Kjolen er inspireret af et kobberstik af Charles Nicholas Cochin. som hedder “Le Jeu du Roi” og viser en stor scene i spejlsalen på Versailles, hvor kongen holder kortspil.
Trio Amarise spillede stemningsfuld musik af Vivaldi og Mozart i skæret af de levende lys i baroksalen og fyldte hele huset med dejlig musik. Trio Amarise er en ung dansk blæsertrio, som består af Lucia Amarise på fagot, Morten Sønderskov Jensen på klarinet og Ragnhildur Josefsdottir på tværfløjte. Ved Lysfesten i år blev Lucia Amarise erstattet på fagotten af Lars Mathiesen. Derudover havde Trio Amarise også cembalisten Gilbert Martinez med, som sammen med de andre musikere bidrog til en fantastisk og ægte 1700-talsoplevelse.
Tak til alle, som kom og var med til åbningen af Selsø!