Trods de lidt specielle omstændigheder, der hersker i hele verden i øjeblikket, så er planlægningen for sæson 2021 i fuld gang på Herregårdsmuseet Selsø Slot. Vi satser på at kunne åbne som vanligt i starten af maj. Det bliver en lidt anderledes sæson med nye tiltag på visse områder, men som vanligt samarbejder både de ansatte og bestyrelsen i såvel Den Plessenske Selsøfond og Selsø Slots Venner omkring aktiviteterne.
Selsø Slot får fx sin helt egen musikforening, der snart har sommerprogrammet klar. Musikforeningen ønsker at videreføre de populære klassiske koncerter med et højt kunstnerisk niveau, som mange af jer har været tilhørere til de seneste år. Musikforeningen arbejder med at tilbyde en pakkeløsning til koncerterne, som bla. omfatter foredrag ved hver koncert og samarbejde med lokale restauratører om bespisning.
Folkeuniversitetet i Frederikssund byder også denne sæson på spændende foredrag – denne gang om bl.a. ‘Kogekunst for folket i 1700-1800 tallet’. Som noget helt nyt vil der i august være ‘Sommermarked’ på græsplænen foran Selsø Slots hovedbygning. Bag arrangementet står Selsø Slots Venner, Skibby Aktive og Skuldelev-Selsø Multikulturforening, sammen med mindst 25 stande, hvor medlemmer af ”Smag på Nordsjælland”, lokale kunstnere, kunsthåndværkere og producenter vil være repræsenteret. Den Store Kagedag afholdes traditionen tro midt i juli, hvor alle kan deltage i kagekonkurrencen og vinde flotte præmier. Endelig byder museet på offentlige omvisninger hen over sommeren.
Dato for arrangementerne og information omkring billetsalg til dem vil være at finde snarest her på hjemmesiden – og vil løbende fremstå af kalenderen.
Vi glæder os til at se jer igen snart på Selsø Slot!